Viden om Vovse

Hundens krop og sanser

Hvor godt ser min hund?
Hvor mange tænder har min hund?
Hvor lang er hundens mavetarmkanal?
Kan hunde drømme?
Hvor mange smagsløg har min hund?
Hvorfor har nogle hunderacer hængeører, mens andre har oprejste ører?
Hvor godt hører min hund?
Hvorfor er der nogle hunderacer der har meget korte ben?
Hvor lang tid sover min hund?
Hvad er rovtænder?
Må jeg klippe min hunds knurhår?
Hvor mange knogler har min hund?
Hvor meget vejer en hunde-hjerne?
Hvor mange ældre hunde har dårligt syn og dårlig hørelse?



Hundens krop og sanser


Til top Hvor godt ser min hund?
Hunden har øjne, der adskiller sig fra menneskets øjne. Hundens og menneskets øjne er forskellige, fordi hunden har brug for at se andre ting end mennesket. Hundens og menneskets øje er forskelligt opbygget.
Øjets nethinde er en hinde der ligger bagest i øjet. Nethinden bestemmer hvad man kan se. Nethinden består bl.a. af to forskellige slags synsceller: Tap-celler der står for farvesansen og det skarpe syn, samt stav-celler der sørger for "nattesyn", idet stav-celler er følsomme overfor svagt lys. I tusmørket er hundens syn meget bedre end menneskets. Hundens øje har mange stav-celler og hunden er da god til at se i tusmørke. Denne evne er meget vigtig, idet vilde hunde ofte er aktive i morgentimerne og aftentimerne. Hundens øje indeholder også en hinde der kan reflektere lys. I tusmørke vil hundens stav-celler da bedre kunne udnytte det sparsomme lys der er til stede. Populært siger vi at "hunden kan se i mørke".
Menneskets farve-syn er meget bedre end hundens. Hundens øje har ikke mange tap-celler og hunde er derfor ikke så gode til at se farver. Tidligere troede man at hunde var helt farveblinde, man troede altså at hunde så verden i sort og hvidt. Nu ved man dog at hunde kan se farver, til gengæld betyder farverne ikke meget for hunden.
Hundens øje er mere interesseret i bevægelser, frem for detaljer. Hunden har derfor svært ved at genkende ting der står stille. Dette udnyttes af mange byttedyr, der ofte står som "frosset fast" de første par sekunder efter at de er blevet opdaget af en hund. Når byttedyret herefter ser sit snit til at stikke af, sker dette meget hurtigt og hunden følger da hurtigt efter. Hunden har også svært ved at genkende sin egen ejer, hvis ejeren står stille, ca. 30 meter væk fra hunden. Hvis ejeren er i bevægelse, vil hunden dog let kunne genkende ejeren ud fra sine bevægelser. Forsøg har vist at visse hyrdehunde kan registrere hyrdens små bevægelser på en afstand af ca. 1000m.
Øjnenes placering spiller en rolle for hunden og for hundens evne til at jagte byttedyr. Der er forskel på hunderacernes synsfelt. Mange jagthunde har øjne der sidder på siden af hovedet. Disse hunde har et synsfelt på ca. 270 grader. Mange selskabshunde har øjne der er mere tætsiddende. Disse hunde har et synsfelt på ca. 250 grader. Mennesket øjne sidder mere tæt. Mennesket har et synsfelt på ca. 180 grader. Hunden kan altså se på et større område end mennesket, til gengæld gør øjnenes placering, at hunden har lidt svært ved at bedømme afstande. Mennesket er da bedre til at bedømme afstande.


Til top Hvor mange tænder har min hund?
Hvalpen har 28 mælketænder. Tænderne bryder frem, når hunden er 2-4 uger gammel. Hvalpens tænder er små og spidse. Mælketænderne ses først i 3-4 ugers alderen, mens alle tænder er fremme i 6 ugers alderen. Der bliver større og større afstand mellem tænderne når hvalpen vokser sig større. Hvalpen begynder at skifte sine fortænder i 4-5 måneders alderen, mens kindtænderne skiftes i 5-6 måneders alderen. I denne periode er det vigtigt at hvalpen har noget godt legetøj, den må bide i. Mange hvalpe til foretrække noget blødt eller koldt de kan bide i. Vælg gerne et specielt hunde knude-kødben af bomulds-reb. Knude-kødben af bomulds-reb sælges hos dyrlægen eller hos dyrehandleren. Dette knude-kødben kan du lægge i fryseren, da kulden vil nedsætte hvalpens tandkødssmerter. Den voksne hund har 42 tænder.


Til top Hvor lang er hundens mavetarmkanal?
Hunden er hovedsageligt carnivor, dvs. kødæder. Hunden er dog ikke rent carnivor, men til dels også omnivor, altså altæder, dvs. kødæder og grøntæder.
Carnivore dyr har en relativ kort mavetarmkanal, hvilket betyder at de har en nedsat evne til at fordøje vegetabilske foderemner. Som tommelfingerregel kan man sige at hundens mavetarmkanal er 5-6 gange så lang som hundens kropslængde. Mavesækken er relativt stor og udgør da ca. 60-65% af hele mavetarmkanalen. Tyndtarmen er relativt kort og udgør da ca. 25% af hele mavetarmkanalen. Tyktarmen udgør ca. 15% af hele mavetarmkanalen. Foderet passerer relativt hurtigt igennem hunden, fra indtag til udskillelse går der ca. 24-48 timer.


Til top Kan hunde drømme?
Dette spørgsmål vil vi hundeejere nok aldrig få et rigtigt svar på, men alt tyder på at hunde kan drømme. Hundens hjerne indeholder to søvncentre, en for den lette søvn og en for den dybe søvn. Den dybe søvn kaldes også drømmesøvn eller REM-søvn. REM står for "rapid eye movements", dvs. "hurtige øjenbevægelser". Hurtige øjenbevægelser er da også det tydelige tegn på at hunden er i dyb søvn, idet ejeren da kan se at hundens øjne bevæger sig under de lukkede øjenlåg. Forskere antager at en sovende hund er i REM-søvn, hvis den bevæger øjnene under sine øjenlåg, hvis den padler med forbenene, hvis bevæger sine læber og knurrer eller hvis den på anden måde giver lyd fra sig, når den sover. Da REM-søvn er den søvn, hvor mennesker har drømme, antages det ligeledes, at hunde kan drømme.


Til top Hvor mange smagsløg har min hund?
Hunden har langt færre smagsløg end vi mennesker. Hunden har til gengæld mange flere lugteceller, dvs. olfaktoriske celler end vi mennesker. Hvor mennesker har ca. 9000 smagsløg og 5-20 millioner olfaktoriske celler, så har hunden kun ca. 1700 smagsløg og hele 70-220 millioner olfaktoriske celler.
Når man taler fodring er det også meget indlysende at vi mennesker har flere smagsløg end hunden, idet vi bruger en del tid på at tygge maden, hvorimod hundens foder kun forbliver kortvarigt i mundhulen, før det sluges. Hunden har til gengæld en utrolig god lugtesans, som den bl.a. kan bruge til at undersøge den verden den lever i.


Til top Hvorfor har nogle hunderacer hængeører, mens andre har oprejste ører?
Der findes flere svar på dette spørgsmål. Hængeører har indflydelse på hundens evne til at opfatte og lokalisere lyde på store afstande. Hunde med oprejste ører benytter deres ører, som en slags radar hvormed de kan opfatte og lokalisere den mindste raslen eller knitren. Hunde med hængeører hører også rigtigt godt, men udviser ikke helt den samme evne som hunderacer med oprejste ører. Nogle forskere mener at mennesker har fremavlet jagthunderacer med hængeører, da hundene i stedet for lyden, skulle fokusere på lugt og syn, når de gik på jagt. En hund med hængeører skulle således ikke blive så hurtigt distraheret af omkringværende lyde, men koncentrere sig om opsporing vha. lugtesansen og synet. Nogle forskere mener også, at hunde med hængeører er mindre følsomme overfor jægerens larmende skud - disse hunde skulle altså være mindre lydfølsomme og deraf bedre egnet til jagt end hunde med oprejste ører.
Ud over det rent praktiske, har mennesket altid haft en svaghed for hængeører, idet underdanige hunde ofte lægger ørerne fladt langs hovedet. Hængeører giver altså hunden et mere venligt og nuttet udseende, men giver også et mere menneskeligt udtryk.


Til top Hvor godt hører min hund?
Hundes ører kan høre meget vi ikke kan høre. Lyd bevæger sig i bølger, dvs. svingninger. Antallet af svingninger pr. sekund, kaldes frekvensen og angives i hertz (Hz). En ungt menneske kan høre lyde med frekvens på ca. 16 - 20.000 Hz. Hunde kan høre lyde med frekvens på ca. 15 - 50.000 Hz.
Visse typer hundefløjter er lydløse for vores ører. Disse lyde kan sagtens høres af hunden, idet hunden har evnen til at høre lyde med høj frekvens, dvs. ultralyd. Ultralyd er lyd, hvis frekvens normalt ligger over menneskers "hørbare område". Lyd med frekvens over 20.000 Hz defineres som ultralyd. At kunne høre ultralyd er nyttigt, når hunden skal opspore et bytte, f.eks. en mus, der udstøder pivelyde med frekvensen 20.000 - 100.000 Hz.
Mange hunde reagerer med angst eller ubehag, når de hører fjern torden, kraftig vind, ventilationsanlæg og / eller langsomtgående motorer, som f.eks. lastbiler, tog eller fly. Disse lyde kan sagtens høres af hunden, idet hunden har evnen til at høre lyde med lav frekvens, dvs. infralyd. Lyd med frekvens under 20 Hz defineres som infralyd - her er det dog kun lyde med frekvens under 15 - 17 Hz som beskrives som ubehagelige, idet ikke opfattes som en tone, men en mørk rumlende eller buldrende lyd. Visse mennesker kan også høre infralyd og oplever da angst og trykken for ørerne. At kunne høre infralyde er nyttigt for hunden, idet det kan advare hunden om evt. forstående farer, f.eks. store dyr eller tordenvejr. Hvis hunden hører infralyde er det derfor forståeligt at den kan finde på at reagere med angst.


Til top Hvorfor er der nogle hunderacer der har meget korte ben?
Mennesket har fremavlet hunderacer med korte ben. Visse jagthunderacer er fremavlet med korte ben, idet mennesket havde brug for hunde der var lave nok til at kunne løbe ind i underjordiske huler og jage byttedyr ud til jægeren. Et eksempel på en sådan hunderace er den ruhårede gravhund, der netop har fået sit navn, fordi den er ideel til at løbe ned i grave og skræmme ræve eller andre dyr ud herfra. Blandt terrierne findes der også mange lavbenene racer, en del af disse lavbenede terriere er især velegende til jagt af små byttedyr.
Der findes også en del selskabshunde med korte ben. Korte ben kan især ses blandt hunderacer fra de orientalske lande, som f.eks. pekingeseren. Disse racer har korte ben, fordi mennesket ønskede en ven med et lidt barnligt udseende: hunden er lille i størrelsen og vralter lidt usikkert pga. sine små korte og lidt skæve ben. Disse hunde har ofte store øjne og et fladt, lettere rundt hoved, hvilket også giver hunden et barnligt udtryk. Selvom visse hunde har korte ben, har de dog ofte selvtillid og temperament som en stor hund, og kaldes da populært for "store hunde på små ben".


Til top Hvor lang tid sover min hund?
Der er stor forskel på hvor meget forskellige dyr sover. Heste og køer sover i gennemsnit 3-4 timer i døgnet, katte sover ca. 16 timer i døgnet, mens flagermus sover ca. 20 timer i døgnet. Hos hunde er der også stor forskel på hvor meget den enkelte hund sover
Hunde sover mere end vi mennesker, til gengæld vågner de oftere end vi. Hundens trang til at sove afhænger af hundens race, temperament og alder, f.eks. sover store hunderacer generelt mere end små hunderacer, mens ældre hunde og hvalpe sover mere end en voksen hund i sin bedste alder. De fleste hunde sover ca. 13-14 timer pr. døgn. Meget store hunde, f.eks. newfoundlænder, mastiff og gran danois, sover ca. 16-18 timer pr. døgn. Derfor kaldes mange store hunde, meget sigende, også "store tæpper", der bare ligger og slapper af foran pejsen. Ja, bare man var hund.


Til top Hvad er rovtænder?
Den voksne hund har 42 tænder, der er specielt fremstillet til den type føde som ulve lever af i naturen. Kødædere som f.eks. hunde har da 2 store, dræbende og skærende kindtænder i over- og undermunden. Disse tænder kaldes rovtænderne. Rovtænderne er lette at se: hvis du tæller kindtænderne fra hjørnetanden og bagud, er det 4. kindtand i overmunden og 5. kindtand i undermunden.
I uheldige tilfælde kan en rovtand flække. Dette kan ske hvis hvis tanden får et hårdt slag eller hvis hunden ynder at tygge på meget hårde genstande, som f.eks. sten. En flækket rovtand kan være meget smertefuld. Hvis du opdager at hundens rovtand er flækket, bør du snarest kontakte din dyrlæge.


Til top Må jeg klippe min hunds knurhår?
Nej, det bør du ikke. Knurhår kaldes også sinushår. Hundens knurhår er en vigtig del af hundes sanseapparat og bruges f.eks. til at bedømme afstande og vejre vindretningen. Knurhårrenes rod er omgivet ef meget følsomme nerveender og meget fintarbejdende muskler. Knurhår vokser ikke som almindelige hår og de vokser derfor ikke ud hvis de klippes - her må man vente til næste fældningsperiode, hvor håret vil gro ud påny.
Hos visse hunderacer klippes eller plukkes hunden knurhår som en standard i udstillingsøjemed. I udlandet diskuterer hundeelskere hvorvidt dette burde være forbudt, idet hundens ejer da reelt overtræder dyreværnsloven. Hundelskere mener at klipning eller plukning af knurhår er ren kosmetik på lige fod med halekupering og ørekupering, indgreb der kun udføres for ejerens skyld, og absolut ikke for hundens.


Til top Hvor mange knogler har min hund?
Hunden har 321 knogler i kroppen, hvor vi mennesker kun har 206 knogler i vores krop. Pattedyrs skelet minder meget om hinanden, der er dog også flere interessante forskelle. Hundens har f.eks. 20-23 haleknogler, mens mennesket kun har 4-5. Hunden mangler til gengæld kravebenet og har en begænset evne til at bevæge sine forben.
Kravebenet (clavicula) giver mennesket evnen til at bevæge armene ud fra kroppen. Hos mennekser danner kravebenet led med brystbenet (sternum) og skulderbladets (scapula) øverste knoglefremspring. Hos mennesket spiller kravebenet en vigtig rolle, idet det giver skulderen en stor bevægelighed - menneskets arme kan derfor bevæges i mange retninger. Da hunden ikke har noget kraveben, kan hunden ikke bevæge sine forben ud fra kroppen, men kun lang kroppen - frem og tilbage.
Pattedyrenes underarm består af albuebenet (ulna) og spolebenet (radius). Hos mennesket roterer disse knogler omkring hinanden, hvorved vi kan dreje vores håndflade op og ned. Hunden har ligeledes et albueben og et spoleben, disse sidder dog anatomisk meget mere tæt, hvorved hunden ikke har selvsamme mulighed for at dreje sin pote op og ned.


Til top Hvor meget vejer en hunde-hjerne?
Forskere har desværre ikke måkt vægten på alle hunderacers hjerne, men det vides at en beagle-hjerne vejer ca. 72 gram. Til sammenligning vejer en katte-hjerne ca. 30 gram og en menneske-hjerne ca 1300-1400 gram. Hjernens størrelse er ikke et mål for pattedyrets intelligens.


Til top Hvor mange ældre hunde har dårligt syn og dårlig hørelse?
Det vurderes at 62% af alle hunde på 11-16 år har symptomer på demens. Demens kan bla. kendetegnes ved nedsat syn og hørelse og den angst der følger, når hunden ikke er i stand til at opfatte og reagere normalt på sine omgivelser. Undersøgelser har vist at 40% af alle 11-12 årige hunde og 70% af alle 15-16 årige hunde, har nedsat syn. Ligeledes vurderes det at 50% af alle 11-12 årige hunde og 70% af alle 15-16 årige hunde har nedsat hørelse.
Hvis du har en hund med nedsat hørelse og / eller syn er det vigtigt at tage kontakt med hunden så den har en god chance for at opfatte dig. Hvis du møder en ældre hund, skal du derfor aldrig nærme dig bagfra, da den så kan blive angst. Hvis du har en hund med nedsat syn, er det vigtigt at du ikke ændrer for meget på boligens indretning eller sågar flytter - en svagtseende hund forsøger nemlig at huske boligens indretning, så den på bedst mulige måde kan bevæge sig rundt i hjemmet.



Relevante informationer om sundhed og sygdom må på ingen måde kompensere eller erstatte den kliniske undersøgelse, rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge.


Copyright Københavns Dyrehospital © 2002-2008