Hundeavisen

Hundeleksikon samler aktuelle nyheder og historier om hunde - skriv til Hundeleksikon.dk.

I spanien hænger man da hunde
I landområder i Spanien bliver jagthunde hængt, brændt levende eller får skudt benene af. Jagtsæsonen er slut, og hundene skal skaffes af vejen. Døde og maltrakterede jagthunde strømmer ind hos dyrlægerne i mange områder i Spanien i disse måneder. Jagtsæsonen i Spanien er slut. De titusindvis af jagthunde, de såkaldte galgoer, er derfor overflødige, og de skal skaffes af vejen.
En tradition blandt mange jægere er, at de hunde, der er blevet for gamle til at være med i jagterne eller ikke jager vildtet på den rigtige måde, skal straffes for at vanære sin ejer. Hævnen er at tage livet af dyrene på den mest plagsomme måde. Og kreativiteten blandt hundeejerne er stor.
En almindelige måde at hævne sig på er at hænge hundene i et træ. De 'heldige' bliver hængt højt, så de dør med det samme. De mindre heldige bliver hængt lavt, så deres bagpoter lige netop kan nå jorden og holde dem oprejst, indtil de falder af udmattelse. At aflive dem på den måde kaldes 'klaverspilleren'.
Den skæbne rammer tusindvis af hunde hvert forår, når jagtsæsonen slutter. Desværre gør de spanske myndigheder ikke ret meget for at stoppe mishandlingen, så det er vigtigt, at der bliver lagt pres på dem fra udlandet, siger Susanne Bandier, der er formand i den danske forening Galgoer i Nød, som arbejder for at hjælpe de spanske hunde politisk og ved at formidle dem til familier i Danmark.
Ifølge Susanne Bandier er der i Spanien for få år siden indført en ny lov, der forbyder ejerne at dræbe hundene på de pinefulde måder. Men det har ikke hjulpet ret meget på problemet.
Nu ser man måske lidt færre døde hunde. Til gengæld er der mange flere hunde, der efterlades til deres egen skæbne. De bindes ude i skoven, de smides i brønde, de får knust benene eller skåret poterne af og efterlades, siger hun.
Og ingen gør noget - hverken ejerne eller myndighederne. I alle de år, vi har fulgt problemet, er det ikke blevet bedre. Tværtimod (bt.dk 14.06.07).

Hjælp på vej til Grønlands hunde
Dyrevenner i Norge protesterer foran den danske ambassade mod behandling af grønlandske hunde. Både danske og grønlandske politikere vil nu rejse sagen om vanrøgten.
De er fuldstændig forrykt at behandle levende væsener på den måde. Det kan og skal vi slet ikke acceptere! Så stærk var udmeldingen fra Christian H. Hansen, dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti, efter ekstrabladet.dks afsløring af forholdene for mange grønlandske slædehunde.
ekstrabladet.dk kunne i går fortælle om hunde, der dør af sult og kulde, får slået tænder ud med en hammer eller efterlades til deres egen skæbne, hvis de skades under en slædetur. Christian H. Hansen rejser nu sagen i Folketinget. Han vil bede statsministeren om at kræve en forklaring fra det grønlandske hjemmestyre.
Vi leverer så mange penge i bloktilskud til Grønland. Så kan vi ikke stiltiende se på, at levende væsener behandles, som det er tilfældet med mange af slædehundene, siger han til ekstrabladet.dk. Også justitsminister Lene Espersen reagerer på afsløringen af forholdene for hundene.
Hvis slædehundene i Grønland virkelig lever under sådanne kummerlige forhold, så er det efter min personlige opfattelse forkasteligt og en helt uanstændig måde at behandle dyr på, siger hun om sagen.
Hun har dog ingen intentioner om at gribe ind overfor mishandlingen. Dyrevelfærd i Grønland er et anliggende for det grønlandske hjemmestyre, og jeg har naturligvis fuld tillid til, at de grønlandske myndigheder vil gribe ind og træffe de nødvendige beslutninger i sagen, siger hun.
Men landsstyret er allerede ved at lægge an til selv at tage affære for at bremse mishandlingen. Landsstyremedlem Sieverth K. Heilmann har indkaldt embedsmænd til møde for at drøfte sagen.
Jeg vil bede om en skriftlig redegørelse for situationen fra dyrlægerne heroppe. Derefter vil jeg lave en handlingsplan for, hvordan vi kan stoppe dyrplageriet. Hvis det er oplysningskampagner, der skal til, må vi kigge på økonomien bag, siger han til ekstrabladet.dk.
Han oplyser, at han allerede sidste år forsøgte at råbe resten af Landsstyret op og få sat fokus på de mishandlede hunde. Det er skidt for vores turisme, og det er uacceptabelt, at nogle ødelægger vores gode renomme ved at behandle dyr så forfærdeligt, siger han.
Efter ekstrabladet.dks afsløring i går gik billederne af de magre og døde slædehunde hele Skandinavien rundt. Både i Norge og Sverige skabte de røre, og en norsk dyreværnsorganisation har nu lagt an til en større protestaktion mod Danmark.
Det er chokerende at se, hvilket forhold nogle mennesker har til dyr, og hvilke groteske overgreb, der sker. Derfor er vi ved at sætte gang i en protestaktion for at presse de danske myndigheder til at tage fat i det her, siger Siri Martinsen fra dyreværnsforeningen NOAH til den norske avis VG Nett, der i går bragte billederne af de mishandlede hunde efter ekstrabladet.dks afsløring (bt.dk 07.02.07).

Lovpligtig hundeforsikring indføres i 1938
Skader som følge af hundeoverfald er meget almindelige i 30’ernes Danmark – og indgår sågar på prøv-lykken kort i spillet Matador: ”Deres hund har bidt hul i mælkemandens bukser, betal 10 kroner”. Den 1. januar 1938 træder en ny hundelov i kraft. Det er nu lovpligtigt at ansvarsforsikre sin hund med en forsikringssum på 10.000 kroner for tingskade og 30.000 kroner for personskade – svarende cirka til henholdsvis tre og ni årslønninger for en arbejder.
Til formålet opretter forsikringsselskaberne "Foreningen af Forsikringsselskaber til Overtagelse af lovpligtige Ansvarsforsikringer for Hunde". Alle de forsikringsselskaber, der tegner en ansvarsforsikring for hunde, har nemlig forpligtet sig til også at erstatte de skader, som ukendte eller uforsikrede hunde forvolder. Ordningen eksisterer fortsat i 2007 under samme navn (kilde: www.forsikringsoplysningen.dk).

Syg import af hundehvalpe fortsætter
Tusinder af syge og psykisk skadede hundehvalpe importeres stadig fra Polen og andre østeuropæiske lande til godtroende danskere. Efter en tolv timer lang køretur i små bure eller med ben og mund tapet sammen, bliver de sat i en lille indhegning i et hus et sted i Danmark. Her ligger de i deres egen urin og afføring, indtil uvidende danskere forbarmer sig over dem og betaler tusindvis af kroner for at redde dem fra den kummerlige tilværelse.
Men allerede ugen efter ligger der et nyt kuld. Og få uger efter er mange af dem døde af sygdomme, af den barske behandling eller simpelthen fordi de er taget alt for tidligt fra deres mor. Beretningen passer på tusindvis af hundehvalpe, der hver uge hentes i Polen, Tjekkiet eller andre østeuropæiske lande og køres til Danmark, hvor de sælges for tusinder af kroner.
Der findes ingen konkrete tal på, hvor mange hunde, der sælges på det sorte marked i Danmark, men antallet af annoncer i Den Blå Avis og på diverse netsider taler for sig selv.
- Selvom der har været fokus på det i de senere år, er der stadig godt salg i de billige hunde fra Østeuropa. Det er især de små selskabshunde som chihuahua, mops og fransk bulldog, der er moderne for tiden, siger Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub til ekstrabladet.dk. Hun mener, at det er svært at stoppe den livlige trafik over grænsen med syge og psykisk skadede hundehvalpe.
- Det er populære racer, som folk er villige til at betale for. Så nogen øjner nemme penge. Og forklaringer på, hvorfor man ikke lige kan se moderen, eller hvorfor det er bedst at mødes på en parkeringsplads, kan være svære at gennemskue, siger hun. Hun har mange eksempler på kreative hundehandlere, der binder folk historier på ærmet for at sælge hvalpene.
Men det er ikke uden konsekvenser, når danskere køber hvalpe af de såkaldte hundehandlere. - De bliver ofte taget alt for tidligt fra deres mor, og de vokser op under kummerlige forhold. Så tit opdager man kort efter, man har købt den, at den er syg. Men så er sælgeren ofte allerede forduftet, fortæller hun.
Hos Dansk Kennel Klub gør man meget for at oplyse kommende hundeejere om, hvordan man undgår at blive narret til at købe de importerede og syge hvalpe. - Man bør altid sætte sig grundigt ind i hvilken race, der vil passe til familien, og hvor man kan købe en sund og rask hund. Man kan enten gå til foreningen for netop den race, man ønsker, og få henvist avlere, eller man kan tjekke om hvalpesælgeren har en fast, registeret adresse. Har han det, er risikoen for, at han sælger syge hvalpe, mindre. Og så skal man ikke lade sig styre af avisannoncer, der lover billige racehunde, siger Vibeke Knudsen (kilde: bt.dk 22.05.07).

'Dancer' er verdens mindste hund
Den måler ti cm over skuldrene og vejer 500 gram. Til juni kan 'Dancer' komme i Guinness Rekordbog som verdens mindste hund. Vovhunden Dancer er formentlig den mindste af sin slags. Ejeren er sikker på, at 'Dancer' ender i Guinness Rekordbog, når han fylder 1 år. Dancer måler ti centimenter over skuldrene og vejer bare et halvt kilo. Det svarer til en mellemstor pakke leverpostej.
Hundens ejer, Jenny Gomes, er sikker på, at spirrevippen en dag bliver optaget i Guinness Rekordbog. Det kan han, når han til juni fylder 1 år og dermed ikke bliver større: »Så holder vi en fødselsdagsfest og får foretaget en officiel måling. Og så kommer han i Guiness Rekordbog som verdens mindste nulevende hund«, siger Gomes til avisen Orlando Sentinel.
Da Dancer blev født var han på størrelse med en tommelfinger. Hans tvillingsøster, der blev født kort forinden, var til gengæld fire gange så stor og normalt bygget.
Den mindste hund, der endnu er målt, hed Danka Kordak og kom fra Slovakiet. Den målte 13 centimer i højden, skriver avisen (Kilde: Politiken.dk 30.04.07).

Kæledyr får kemoterapi
Dyreejere har fået en ny mulighed for at forlænge deres kæledyrs liv. Det skriver Fyens Stiftstidende. Får labradoren Rollo eller siameseren Pusser kræft, så kan de nemlig i nogle tilfælde hjælpes med kemoterapi.
Hidtil har kuren kun været i brug på Landbohøjskolen, men nu har et hold danske dyrlæger som de første i Europa gennemført en efteruddannelse i at give kemoterapi til dyr. Behandlingen kurerer ikke dyrene, men på visse kræftformer som lymfekræft giver den gennemsnitligt to ekstra leveår, samtidig med at dyrene får det bedre i den periode. Prisen på de ekstra leveår er dog høj, et typisk behandlingsforløb koster 25.000 - 30.000 kroner.
Det er altså en kostbar affære at få en kræftsyg kat eller hund behandlet, alligevel er der en fremtid for behandlingen, vurderer Peter Sandøe, der er formand for Dyreetisk Råd. "Folk er glade for deres dyr, de har mange penge, og mange af dyrene får cancer, så jeg tror, at der er et marked for det," siger Peter Sandøe.
Der er både en materiel og en følelsesmæssig grund til, at danskerne tilsyneladende er klar til at bruge mange penge på dyrene. "For det første er vi kommet tættere på kæledyrene end førhen, for det andet har vi mange flere penge, så vi kan bruge penge på noget, som i vores bedsteforældres generation ville være helt ude i hampen," siger Peter Sandøe (Kilde: tv2.dk d. 26.04.07)

Kongehusets yngste gravhund Vega har født 4 Royale hvalpe
Prins Henrik fik sig en overraskelse, da han i weekenden vendte hjem fra en international sejlsportskonkurrence i Frankrig.
Hans elskede og tro følgesvend, den treårige ruhårede gravhund Vega, var nedkommet med fire hvalpe, dog var én af dem dødfødt. Prins­gemalen glæder sig dog over, at de tre hvalpe er sunde og raske, og han er ivrigt optaget af dem.
De kongelige hvalpe kom til verden sidste onsdag, og da prinsgemalen ikke selv var hjemme, var det regentparrets kammertjener Jesper Jensen, der tog sig af Vega og hjalp hende under fødslen. Kammertjener Jensen er en sand hundeven og har tidligere taget sig af hvalpene i kongehuset. (Kilde: Billed-Bladet 04.07)

Bidske muskelhunde sælges videre
Store, stærke - og farlige hunde er populære i Danmark. Men mange ejere kan ikke styre muskelbundterne, og det kan mærkes på de danske dyreinternater, hvor mange ønsker at indlevere hundene, når de ikke kan styre dem længere.
Der var engang, hvor du skulle på strøgtur i landets største byer for at møde en potent amstaff med en lige så potent ejer for enden af snoren. Men nu har amstaffen og dens kolleger af muskelhunde indtaget hele Danmark, viser tal fra Dansk Hunderegister. Forklaringen er ifølge Dansk Kennel Klub og landets dyreinternater, at muskelhundene er blevet et modelune. Og fitnessbølgen hænger tæt sammen med udbredelsen af hundene, vurderer flere fagfolk, 24timer har talt med.
Når hundene bliver kønsmodne, bliver de meget dominerende over for andre hunde og i nogle tilfælde over for mennesker. I de værste sager bider hundene eller raserer hjemmet. - Det er typisk helt unge, der har fået en hund, de ikke kan magte. Så ringer deres forældre og fortæller, at sønnen eller datteren ikke kan klare det længere, fortæller Bjarne Mikkelsen fra Randers Internat.
24timer har talt med internater i hele landet. Bortset fra internatet på Bornholm, hvor der bor ganske få muskelhunde, får alle betydeligt flere henvendelser om muskelhunde, end de fik for få år siden. - Tidligere havde vi ganske få dyreværnssager hvert år med muskelhunde. Nu sker det jævnligt, at vi får henvendelser fra folk, der vil af med en muskelhund, forklarer Kent Karlsen fra Brande Internat. Men hverken i Randers, Brande eller andre steder i landet er internaterne særlig begejstrede for at formidle nye hjem til muskelhundene. De fleste internater afviser på forhånd at tage imod hundene, medmindre der er tale om en dyreværnssag. Op mod 80 procent af muskelhundene er alt for farlige at videreformidle til gode hundehjem, vurderer internaterne.
Alene sidste år var muskelhunde involveret i mindst 100 kendte sager om overfald. Hver tredje gang blev et menneske overfaldet - i resten af tilfældene var offeret et andet dyr, typisk en mindre hund. (Kilde: bt.dk d. 16.04.07)

Hundehvalpe stjæles som aldrig før
En hunde-opdrætter fik i påsken stjålet en blot fire uger gammel hundehvalp. Dansk Kennel Klub advarer om flere tyverier af hunde
Labrador-avler Poul Erik Jensen fra Nykøbing Sjælland blev i påsken udsat for et hundetyveri. Avleren var blevet kontaktet af en familie, der mødte op hos ham for at se på de otte små hvalpe, han havde til salg. Familien købte dog ingen af hvalpene, men forlod hundekennelen igen. Men da de var kørt, opdagede Poul Erik Jensen, at der manglede en hvalp i kuldet. Det skriver TV2 Øst mandag.
- Jeg kan slet ikke forstå, at man kan gøre sådan noget. Den kan ikke klare sig uden sin mor, siger Poul Erik Jensen om den blot fire uger gamle forsvundne hvalp.
Hos Dansk Kennel Klub kender man ikke til netop denne sag, men man hører jævnligt om hunde, der er stjålet fra deres ejere. - Vi har for nylig haft to sager, hvor små hunde blev stjålet under indbrud og forsøgt videresolgt. Og vi hører ofte om hunde, der bliver stjålet uden for butikker. Det er vores erfaring, at små hunde bliver videresolgt, mens de, der stjæler kamphunde, ofte beholder dem selv, siger Vibeke Knudsen, der er kommunikationskonsulent hos Dansk Kennel Klub, til ekstrabladet.dk. Hun fortæller også om, hvordan familiehunde stjæles som 'foder' til kamphunde. - Det er enormt svært at dokumentere, for det er i meget lukkedes kredse, de træner hunde til hundekampe. Men vi hører om familiehunde, der er stjålet og brugt til madding for muskelhunde. De får simpelthen lov at skambide eller dræbe en mindre hund som led i træningen til at slås mod andre kamphunde, fortæller Vibeke Knudsen. (Kilde: Ekstrabladet.dk d. 10.04.07)

Langhåret collie fundet liggende ved motorvejen
I dag har en familie fundet en langhåret collie liggende ved siden af en motorvej i københavnsområdet. Det drejer sig om en kastreret hanhund. Øremærket er læseligt, men er ikke registreret inde hos dansk hunderegister. Hunden blev bl.a. fundet liggende, smurt ind i mudder, forvirret og kold. Hvis du har kendskab til en manglende hund, der måske er løbet hjemmefra, fordi den har været bange for tordenvejret, så kontakt straks Københavns Dyrehospital.
Det lyder somom at hunden har ligget der et stykke tid, uden at de forbipasserende travle danske familier har følt at de burde stoppe for at hjælpe hunden. Her fra hundeleksikon, ønsker jeg for det nye år lidt mere respekt og omsorg overfor vores trofaste kæledyr (hundeleksikon.dk 31.12.06).

Hundebortførelser: Hunde ofre for langfingrede tyveknægte
"En tur i supermarkedet mens hunden tager sig en lur med snoren i hundekrogen. Sådan foregår det for det meste når hundeejere skal handle. Men det hænder stadig oftere, at hunden er væk, når ejermanden kommer ud.
Dansk Kennel Klub frygter, at hundebortførelser er en tendens: "Før i tiden blev der ikke stjålet hunde. Nu er vi oppe på en hund næsten hver måned", siger Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub til Dato. Nogle frygter, at dyrene bliver kastet for frådende kamphunde som legetøj og flået i stumper og stykker. En anden forklaring kan være, at hundene bliver solgt videre, for de er nemlig penge værd. De små racehunde kan koste op til 15.000 kroner" (Kilde: www.dr.dk 01.12.06).

Kina har indført "En-hunds politik"
"En af de ting vi fik vendt ved middagsbordet i går, var en nye form for "familiepolitik", som er blevet indført i Kina. Det er nu nemlig også kun tilladt at have en hund per familie. Og hunden må ikke være over 35 centimeter over skulderen. Dertil kommer at hundene skal registreres, have en form for "id-kort", og at ejerne skal betale et ret stort beløb i afgifter for at have dyrene. Den officielle årsag til at loven er blevet indført er faren for rabies samt et par sager i Sydkina, hvor større hunde har bidt børn ihjel.
Politikken er dog ikke populær i befolkningen. Ifølge en af mine nye kinesiske bekendte, mistænker folk regeringen for at have indført denne nye lov som et led i forberedelserne til OL i 2008. Man vil simpelthen ikke have de mange firbenede kræ løbende rundt i gaderne, når de mange turister kommer. Også denne politik må siges at virke. Jeg har kun set ganske få løsgående hunde i gaderne på denne tur".
(Kilde: Kommentar af Dan Jørgensen, EU-parlamentariker (S) 25.11.06)

FDM advarer: Ny crashtest viser farligheden ved ikke at fastspænde dyr
"En ny crashtest viser farligheden ved ikke at spænde kæledyrene fast. En ny crashtest illustrerer vigtigheden af at spænde kæledyrene fast, hvis de skal med på køreturen. Der kan være alvorlige konsekvenser ved at lade være. Hunden bør sidde bag hunde-gitter eller være spændt fast i en hundesele eller transportbur, hvis den skal med på køreturen.
Mange tager familiens kæledyr med i bilen, når de skal på udflugt eller ferie. Men det er ikke ufarligt at have en løs kat eller hund med i bilen. En ny crashtest som FDM og andre udvalgte europæiske bilklubber har fået foretaget, viser hvilke konsekvenser en løs hund kan have både for passagerer og hund.
"Det er stærke billeder, hvor man ser, hvordan en ikke fastspændt hund vil blive slynget fremad, hvis bilen bliver involveret i et uheld. Det kan have alvorlige konsekvenser for både hunden og de øvrige passagerer i bilen. Derfor skal større kæledyr spændes fast ligesom øvrige passagerer i bilen. Ved en kollision med blot 50 km/t kan dyret opnå 10 gange sin egen tyngde," siger FDM's motorredaktør Leif Nielsen.
Udover at familiens kæledyr skal spændes fast, så skal man også tænke over, hvor man placerer dyrene. Har man en bil, hvor det er muligt at montere et hundegitter, som dyret kan sidde bag er det en sikkerhedsmæssig fornuftig løsning. Er der ikke mulighed for at sætte et gitter op, bør hunden sidde i en speciel hundesikkerhedssele eller en fastspændt transportkasse.
"Hunde i hundesikkerhedsseler skal altid placeres på bagsædet. Dermed undgår man, at hunden generer føreren og samtidig kan den ikke blive ramt af frontairbaggen ved sammenstød. Hvis man alligevel vælger at spænde hunden fast på forsædet, så skal airbaggen om muligt slås fra i passagersiden," siger Leif Nielsen.
Det er dog ikke kun hunden, der bør sættes fast. Fx skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan gå, hvis man fx sidder med undulaten eller en kanin i et bur på skødet, og bilen kommer ud for et uheld. Derfor bør mindre kæledyr som fx undulater, marsvin og kaniner blive transporteret i specielle transportkasser som spændes fast, så de ikke kan skade de øvrige passagerer ved sammenstød.
Derfor lyder rådet fra FDM. Skal kæledyrene med i bilen, så skal de være forsvarligt fastspændt både af hensyn til dyrenes og bilens øvrige passagerers sikkerhed" (Kilde: Pressemeddelelse - FDM - 21. juli 2006).

Hunde bliver skøre af at bo i et bur
"At bo i et bur kan sammenlignes med et fængsel. Nogle holder det ud, andre knækker. Hunde risikerer at få bur-kuller og blive skøre i hovedet eller aggressive. Det kan også ske for hundene på Dyreværnets dyreinternat i Rødovre, selv om de bliver passet og plejet af professionelle.
"På et eller andet tidspunkt er vi nødt til at sige stop. Så er det ikke forsvarligt for hunden mere", fortæller dyrepasser Torben Schandorff. Han bryder sig tydeligvis ikke om tanken, men en hund kan blive så aggressiv, at det ikke går an at give den til en ny familie. "Når folk aflevere hunden, er det heller ikke altid, vi får den rigtige historie om hvorfor", siger han. Personligt kan han huske navnene på alle hunde, blot de har været der et par dage. Og der kommer rigtig mange hunde igennem internatet. Lige nu står der 15 store hunde klar til salg.
Kahn, en stor münsterlænderblanding, er en af dem. Han mangler et nyt hjem hurtigt, for han viser allerede tegn på bur-kuller. Den ét år gamle hund har boet i buret i over fire måneder. Den tidligere ejer kom i fængsel, så der gik halvanden måned, inden nogen vidste, om Khan var købt eller solgt. Da vi nærmer os, springer han rundt i buret, som pludselig virker alt for lille. Han hopper fra den ene væg til den anden. Det er de første tegn på bur-kuller, men endnu er han sød og omgængelig. Et nyt hjem er alfa og omega, hvis Khan skal overleve. Khan er i samme alder som de fleste andre hunde på internatet: "lømmelalderen".
"Når hundene er seks-otte måneder, begynder de at tage magten fra folk. Så ender de her. Han-hunde er mest dominerende, derfor har vi også flest hanner", forklarer Torben Schandorff. Samtidig er de fleste af hundene store, fordi små hunde passer bedre til de mange lejligheder omkring København og derfor er lettere at omsætte.
"Vi har næsten altid en stor, sort hund med noget labrador i sig. Det er en god begynderhund. Den er børnevenlig og let at opdrage", siger han. Alle hundene bliver tjekket af en dyrlæge og passet af rigtige dyrepassere. Dertil kommer alle de frivillige, som kommer og kæler og går tur med hundene. "Vi prøver at socialisere hundene ved at sætte dem i hundegården sammen og sørge for, at de er sammen med mennesker, så de ved, hvordan de skal begå sig", siger dyrepasseren.
Desuden gør Dyreværnet meget ud af at finde den rigtige familie til hver eneste af hundene. Så inden man bliver godkendt til adoption, skal familien igennem et lille interview og skrive en ansøgning. Det sikrer, at hunden ikke bliver indleveret på internatet igen. Udover de mange hunde har internatet også 60-70 katte - ca. 40 af dem er killinger" (Kilde: bt.dk d. 21.07.06).

Ville aflive sin hund med filetkniv
"En mand i Skærbæk i Sønderjylland forsøgte i weekenden at aflive sin hund med en stor filetkniv, og det udviklede sig til en længerevarende aflivelse, oplyser DR Syd. Manden blev så rasende på sin schäferhund, at han reolut besluttede at aflive den, og politiet vil nu forsøge at få manden fradømt retten til at holde dyr. Hunden havde bidt en lille pige, som mandens gæster havde taget med til grillaften. Det gjorde hundejeren så sur, at han straks valgte at gå i gang med den blodige aflivning.
Naboen Kaj Gravesen var ufrivilligt vidne, hvor han sad på den anden side af hækken lørdag aften. "Naboen gik amok. Han kaldte på hunden og så hørte vi at hunden begyndte at hyle og skrige", siger han til DR Syd. Kaj Gravesen ringede til politiet med det samme, og politiet tilkaldte en dyrlæge, der kunne aflive den hårdt sårede schäferhund.
Ifølge politiet gik der 40 minutter fra hunden blev stukket til dyrlægen fik hunden aflivet. Tønder Politi bekræfter den uautoriserede aflivning, og den tidligere hundeejer kan forvente at blive tiltalt efter §28 i dyreværnsloven. Straffen for overtrædelse af dén paragraf er bøde, hæfte eller fængsel i op til 1 år. Videre til Rigsadvokaten Samtidig er sagen sendt videre til Rigsadvokaten, fordi mishandlingen kan medføre at manden mister retten til at holde hund Det oplyser konstitueret vicepolitimester i Tønder, Helle Just til DR Syd.
Ifølge naboen kan aflivningen delvis have fundet sted ved hjælp af en hammer, men det kan politiet ikke i første omgang bekræfte. Derfor skal hunden formentlig undersøges nærmere for helt præcist at fastslå hvordan ejeren forsøgte at aflive den" (Kilde: bt.dk d. 18.07.06).

Politiet afprøver andre hunderacer som narkotikahunde
"To terriere skal måske hjælpe politiet med at finde narkotika i fremtiden. De er på prøve som politihunde og arbejder sammen med deres hundeførere frem mod en godkendelse. Når politiet skal finde kokain, hash og andre euforiserende stoffer gemt rundt omkring, er narkotikahunden en uvurderlig hjælp med dens effektive næse. Hidtil har det mest være labradorer og springer spaniels, som har løst opgaven, men netop nu afprøves to terriere for at finde ud af, om de kan bruges som narkotikahunde.
- Den enkelte hundefører sørger selv for at anskaffe sig en egnet hund. I nogle enkelte tilfælde får en fører lyst til at afprøve en anden race, og vi giver ham mulighed for det, hvis han stiller med dokumentation for, hvorfor det netop skal være den race, siger vicepolitikommissær Per Juul Hansen fra Politihundeskolen i Farum.
I København er en Kerry Blue terrier derfor under uddannelse, og i Nykøbing Falster har hundefører, politiassistent Peter Roslyng travlt med at lære sin halvt år gamle Fox terrier Nico, hvad narkotika og politiarbejde er for noget. Han har tidligere arbejdet med en labrador, så han har lavet et stort skift.
- Fox terrieren er en helt anden hund. Den er meget egenrådig og skal opdrages med en mere fast hånd, da den har sin egen mening om tingene. Men den er en kælen og kærlig lille hund, som er lige så god til at finde hash, som labradoren. Og så er han nem at løfte, siger Peter Roslyng. Nico og hans fører har også været forbi Politihundeskolen i Farum.
- Hundeføreren får typisk hunden, når den er otte uger gammel og hermed også ansvaret for at træne og motivere hvalpen samt at lære den de forskellige narkotikatyper at kende. Her på Politihundeskolen ser vi hunden på forskellige kurser og følger dens udvikling. Og indtil nu opfylder begge terrierne forventningerne. De har lyst til at søge og har let ved at bevæge sig på steder, der er svært tilgængelige, siger Per Juul Hansen. Inden hundene kan blive godkendt, når de er cirka et år gamle, skal de igennem en række stopprøver. De skal blandt andet bestå en mentaltest, og så skal de røntgenfotograferes, så man kan finde ud af, om deres hofter og albuer kan holde til arbejdet" (kilde: www.politi.dk 26.06.06).

Løse hunde jager råvildt
"Flere og flere hundeejere er ligeglade med reglerne i skovene. De lader deres hunde løbe frit og jage råvildt. Mange hjorte er blevet bidt ihjel af løse hunde.
Løse hunde, der jagter, skambider eller endda dræber råvildt, er et voksende problem i de danske skove. Venlige henstillinger, forbudsskilte og advarsler i avisannoncer hjælper tilsyneladende ikke, oplyser Skov- og Naturstyrelsen.
- Desværre må vi konstatere, at en lang række hundeejere blæser på reglerne. Problemet bliver større og større. Og flere medarbejdere bliver oven i købet overfuset eller ligefrem udsat for trusler, når de gør hundeejere opmærksom på reglerne. En af vores skovfogeder er blevet overfaldet af en aggressiv hundeejer, siger forstfuldmægtig Lars Bendix Poulsen fra Skov- og Naturstyrelsen.
Hvis man som hundeejer gerne vil lade sin hund løbe frit i skoven, så er der mulighed for det. Rundt omkring i landet findes der 125 indhegnede hundeskove, hvor man må slippe sin hund løs, og flere er på vej, oplyser Skov- og Naturstyrelsen". (Kilde: Ritzau 01.06.06)

Mand overfalder alligator for at redde hund
"Der er ingen tvivl om, at Mike Rubin er en sand dyreelsker. Han satte livet på spil for at redde sin hundehvalp fra at blive spist af alligator.
Det var lige ved at gå helt galt for den kun seks måneder gamle golden retriever-hvalp, da den pludselig endte i det frygtindgydende gab på en næsten to meter lang alligator. Heldigvis for lille Jasmine hørte ejer og dyreven Mike Rubin fra Florida hvalpens beklemte piben og styrtede afsted for at redde hunden fra den sande død.
- Min første tanke var faktisk, at det var en alligator, der havde fået fat på Jasmine. Det er jo alligatorer alle tænker på i disse dage, og jeg vidste det bare, fortæller Mike Rubin til avisen Miami Herald.
Da Mike Rubin nåede frem til 'gerningsstedet', ventede der ham et rystende syn: Kæmpe-alligatoren var godt i gang med at bide stakkels Jasmine over. Uden at tænke over sit eget liv kastede Mike Rubin sig straks over alligatoren for at redde den blødende hvalp. Mens de tumlede omkring i mudderet, lykkedes det Mike Rubin at give alligatoren en 'ordentlig én på lampen'. Men desværre fik det kun alligatoren til at blive endnu mere rasende, og den bed sig nu fast omkring hvalpens hoved. Ifølge Mike Rubin blev Jasmine herefter helt stille, og han troede, at den var død. Men 45-årige Mike Rubin gav ikke op. - Jeg ville ikke lade den alligator få hende, lyder de faste ord fra Mike Rubin. Det lykkedes Rubin at hive hunden til sig og skynde sig væk i sikkerhed, uden alligatoren fulgte efter. - Jeg reagerede bare. Det var måske ikke det klogeste at gøre. Jeg takker Gud for, at min hund er i live. Men når man elsker dyr så højt som jeg, gør man bare mærkelige ting, lyder Mike Rubins forklaring. Den stakkels hvalp, Jasmine, blev straks indlagt på nærmeste dyrehospital, hvor den blev behandlet for bid i hovedet og et par skrammer. Mike Rubins kone er glad for at have sin hund i live, men er alligevel ikke helt tilfreds med mandens noget hovedløse gerning. - Det helt skete på et spiltsekund. Min mand tænkte sig slet ikke om. Jeg kunne have mistet en hund og min mand, siger Noreen Rubin. De seneste uger har dræberlystne alligatorer været særdels aktive i Florida. På bare én uge er tre mennesker blevet dræbt af de farlige dyr". (Kilde: www.bt.dk 31.05.06)

Kræver 9 mio. for død hund
"En sag om en dræbt hund kan skabe præcedens i amerikanske erstatningssager. En familie i Oregon i USA har sagsøgt deres nabo for over ni millioner kroner for tabet af deres hund, Grizz. Grizz er en blanding af en labrador retriever og en cocker spaniel og døde, da naboen, Raymond Weaver, kørte hunden over med en bil for to år siden. Han er allerede blevet dømt til at betale kompensation, som typisk er prisen for en tilsvarende hund samt dyrlægeregninger.
Men det er ifølge BBC ikke nok for familien. Nu kræver de erstatning for selve sorgen og tabet af deres firbenede følgesvend - en erstatning, som normalt kun gælder i 'menneske-tilfælde'. Så hvis familien vinder, kan det ændre hele den måde, de amerikanske love dømmer i sager om kæledyr.
- Et kæledyr er mere end en ting, og folk behandler kæledyr anderledes end fjernsyn eller biler. Folk, som ikke ville sørge over tabet af en bil, kunne sørge over tabet af en hund, siger advokat, Geordie Duckler. Naboens advokat mener derimod, at hændelsen var en ulykke, og at familien skal droppe kravet. En retssag begynder på tirsdag, hvor en jury skal tage stilling til, om tabet af menneskets bedste ven berettiger en erstatning på over ni millioner kroner". (Kilde: www.bt.dk 25.05.06)

Voldtægtsmand bidt i skridtet
"Det var ikke et knæ men derimod tænder, som forhindrede en voldtægtsmand i at gennemføre sit overfald på en ung kvinde.
En mand forsøgte onsdag aften at voldtage en pige, som var ude og lufte sin hund. Men det skulle han aldrig have gjort. For hunden bed manden i skridtet, da han havde trukket bukserne ned. Politiet blev umiddelbart efter sat ind i jagten på manden, som de tror er den samme, som aftenen inden forsøgte at voldtage en kun 15-årig pige på samme sted i byen Jordbro syd for den svenske hovedstad Stockholm. Pigen fik dog slået sig fri, hvorefter manden stak af på cykel.
Meget tyder på, at det er den samme gerningsmand både tirsdag og onsdag, siger en talsmand for politiet i Stockholm Henrik Billstam til den svenske avis Dagens Nyheter. Onsdag aften gik voldtægtsforsøget ud over en 17-årig pige. Gerningsmanden fik lagt hende på jorden og var begyndt at flå tøjet af hende, da hun kaldte på sin hund, som straks gik til angreb på manden. Manden havde trukket bukserne ned, da hunden greb ind og bed ham i kønsorganerne, forklarer Bittstam endvidere. Politiet tror, at manden kan være så skadet af hundens bid, at de har varslet sygehusene i området". (Kilde: www.bt.dk 30.03.06)

Politihund fandt tommelfinger
"En forsvundet tommeltot vakte onsdag eftermiddag stor opstandelse på en ejendom i Tolstrup ved Brønderslev, hvor en 30-årig mand mistede fingeren, da han savede brænde, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Manden brugte en rundsav, som pludselig tog tommeltotten, og selv om både den 30-årige selv, hans familie og tilkaldte Falck-reddere ledte febrilsk i en halv times tid, lykkedes det dem ikke at finde fingeren. Visheden om, at den hurtigt skulle syes på, hvis den skulle have en chance for at blive reddet, fik Falck til at bede om hjælp hos politiet. Vagthavende hos Hjørring Politi sendte en hund med fører til stedet, hvor de var fremme cirka en time efter ulykken - og efter blot fire-fem minutters snusen havde schæferhunden løst opgaven: Tommeltotten lå i et buskads cirka otte meter fra savstedet. Falck kørte derefter både den 30-årige og fingeren til Aalborg Sygehus, hvor det i aftes blev vurderet, om fingeren står til at redde.
Den melding, vi har fået, er, at hvis man kommer i gang med operationen senest seks timer efter ulykken, så er der en chance. Men vi har ikke hørt noget om udfaldet i dette tilfælde, konstaterede vagthavende hos Hjørring Politi i aftes" (Kilde: www.bt.dk 06.04.06).

8 april er Hachiko´s dag: Japan fejrer landets mest trofaste hund
"I Japans hovedstad Tokyo ligger en afskærmet plads, beskyttet af træer og små buske. På pladsen står en statue af kobber, hævet på en høj sokkel. Statuen forestiller en hund, der spejder hen mod indgangen af Shibuya station. Hachiko hed hunden.
Hachiko var en stor, gyldenbrun akita, der blev født i 1923. Hans hale var lang, busket og buede opad, sådan som haler nu gør hos Akitaer. Hos Hachiko vippede halespidsen altid mod venstre. De mørkebrune øjne havde lidt tunge øjenlåg, der gjorde hans øjne en smule små og trekantede. Hachikos ejer, professor Ueno, syntes, det fik ham til at se tænksom og mild ud. Professoren arbejdede på Tokyos universitet, og hver eftermiddag, når klokken var tre, og professorens tog kom ind, sad Hachiko og ventede på ham uden for Shibuya station.
En dag blev professoren syg, mens han var på arbejde, og døde, inden han kom på hospitalet. Selvom Hachiko, der på det tidspunkt var halvandet år, fik en rar ny familie, glemte han ikke professoren. Hver dag stak han af og lagde sig til at vente ved stationen. Drengen i den nye familie, Yasuo på 7 år, hentede ham. "Hachiko, nu bor du jo hos os, du behøver da ikke rende væk", småskældte drengen, mens han trak den nølende Hachiko med hjem. En dag, hvor Yasuo i silende regn nærmede sig stationen, så han en mandsparke ud efter Hachiko. Så snart manden var væk, traskede Hachiko langsomt ud og lagde sig igen på sin faste plads foran stationen, midt i regnen. Noget snørede sig sammen i Yasuos hals. Han gik hen til Hachiko, som logrede ivrigt, da han så ham. I stedet for at sætte snoren i hundens halsbånd, satte han sig ved siden af ham. "Når du kan vente på professoren, kan jeg vel også vente lidt på dig, Hachiko". Hachiko svarede ved at stikke sin sorte, våde snude ind under hans hånd.
På den måde gik årene. Hachiko gik til stationen og ventede på professoren hver dag. Yasuo fortsatte med at tage sig godt af Hachiko. Med tiden spredtes rygtet om hunden, der trofast ventede på en ejer, der aldrig kom. Hachiko blev en berømthed. Folk kom til stationen, kun for at se ham, give ham godbidder og klappe ham. En dag fandt man ham, sovet stille ind, på den plads, hvor han havde ventet hver dag i 10 år.
Hvert år den 8. april holder man en mindehøjtidelighed foran Hachikos statue. Flere hundrede mennesker kommer og tænker på "Chu-ken" – "den trofaste hund" – Hachiko. Hachiko mistede sin ejer, men han vandt hele Japans hjerte" (Kilde: Vild med dyr - Dyrenes Beskyttelse 04.06).

Hund gik gennem isen
"En ung hvalp måtte lørdag eftermiddag kæmpe for sit liv, da den gik gennem isen på Amager Strand. Både tilskuere og hundelufteren forsøgte at komme hunden til undsætning, men de måtte opgive, da de frygtede at isen ikke kunne bære.
Mens hunden var ude at gå tur ved strandkanten, fik kræet pludselig øje på en fugl ude på isen, som den løb ud efter. Men 20 meter ude kunne isen ikke bære den energiske hund. Isen knækkede og hunden faldt i vandet. I knap et kvarter kæmpede hunden som en desperat for at komme op af det iskolde vand.
Til alt held ankom brandvæsenet i tide. De fiskede den pivende og forfrosne hund op og pakkede den ind i et kuldetæppe. Senere på dagen blev den lykkeligt genforenet med sin ejer" (Kilde: www.bt.dk 19.03.06).

Romulus og Remus blev opfostret af en hunulv
Sagnet fortæller at tvillingerne Romolus og Remus grundlagde Rom. I nærheden af floden Tiberen, boede den gamle hyrde Faustolo og hans kone Laurenzia i en fattig hytte. En aften sad den trætte Faustolo og slappede af efter en hård dags arbejde, mens Laurenzia stod i køkkenet. Pludselig hørte de begge en lyd fra skoven og en mørk skygge sneg sig ned til flodbredden. Modigt gik Faustolo ned til Tiberen for at se hvad der rørte på sig. Han bevægede sig med stor forsigtighed, da jorden i nærheden af floden blød og fugtig efter flere dages regn. Ved foden af et træ så Faustolo en stor hunulv liggende på siden, mens hun gav mælk til 2 små børn.
Faustolo troede ikke sine egne øjne. Han vendte tilbage til hytten og, fortalte han sin kone den utrolige historie om den kærlige hunulven, der så moderligt og nærmest menneskeligt, havde taget de to små drenge til sig. Laurenzia troede Faustolo, og kort efter sneg parret sig ned til flodbredden, hvorefter de tog de to små drenge til sig. Romulus og Remus voksede op og blev kloge, modige og stærke. Faustolo kaldte dem Romulus og Remus, og de respekterede ham som deres fader.
Da Romulus and Remus blev voksne, grundlagde de en ny by. Men hvem skulle bestemme hvilket navn, byen skulle have? De besluttede af tage varsel af de vilde fugle: Den som så det største antal fugle, skulle navngive byen. Romulus så naturens varsel og navngav byen Rom. Han tog en plov og markerede således byens omkreds på Palatinerhøjen. Dette skete den 21. april 753 før vores tidsregning.

Flere kæledyr i USA end amerikanere
"I år runder antallet af kæledyr i USA som hunde, katte og fugle 360 millioner - 60 millioner flere, end der er amerikanere. Men kærligheden til dyr er langt fra uproblematisk. Det store antal kæledyr er blandt andet ansvarlig for en gigantisk vækst i bl.a. forbruget af foder, dyrlægetilsyn og tilbehør til kældedyrene. Sammenlagt er de kæledyrsrelaterede udgifter fordoblet i perioden 1994 til 2004 til 213 mia. kr. i 2004, skriver CNN. En stadig stigende del af pengene kanaliseres over i områder, der tidligere var forbeholdt mennesker: Massage, spabade, haute couture-tøj og gourmet-mad.
"Nu kan man tage hunden med på særligt dyrevenlige hoteller og købe en hundeplatte for omkring 120 kr. inklusive flaskevand," fortæller Bob Vetere, adm. direktør for den amerikanske producentsammenslutning af kæledyrstilbehør.
Men den stigende menneskeliggørelse af for eksempel katte og hunde giver stadig flere problemer. For eksempel har de amerikanske myndigheder registreret over fem millioner hundebid årligt med samlede erstatningskrav i mia.-klassen, ifølge Matthew Margolis, en professionel hundeadfærdsterapeut.
"Mange mennesker falder for hunde og behandler dem som et firbenet menneske. Men glemmer at opdrage på dem. Og det er simpelthen ikke nok at give en hund kærlighed - kærlighed og omsorg er aldrig nok til at rette op på uheldig adfærd," understreger Matthew Margolis.
Bonnie Beaver, tidligere formand for den amerikanske dyrlægeorganisation, er helt enig: "Folk glemmer hundens eller kattens naturlige behov og adfærdsmønster. Normalt ville en hund for eksempel tilbringe 20 timer om dagen sammen med deres flok. Nu er menneskene deres flok - men vi er væk på arbejde 8-10 timer om dagen, hvor hunden er alene. Og alligevel undrer det os, at hunden bider i panelerne eller udviser anden uhensigsmæssig adfærd," pointerer Bonnie". (Kilde: jp.dk 14.03.06).

Adoption af hunde er et hit i Danmark
"Antallet af hunde, der bliver adopteret til Danmark fra især Øst- og Sydeuropa er steget de seneste år. Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse fraråder adoptionen.
Ruth Egerod er en af de danskere, der har adopteret hunde fra Grækenland. Det er blevet populært at adoptere en mishandlet hund fra Syd- og Østeuropa. Samtlige af de danske foreninger, der arbejder med herreløse hunde i blandt andet Grækenland, Polen og Spanien har oplevet en stigende interesse omkring hundeadoption. Græske Hunde er en af de frivillige foreninger, der arbejder med herreløse hunde i Grækenland. Siden 2001 har foreningen hentet 600 hunde til Danmark, og 400 af dem kom til landet sidste år. I alt vurderer Dansk Hunderegister, at der kommer mellem 1.200 og 1.400 hunde til Danmark årligt.
Formanden for Græske Hunde, Benedikte Bjerre, tror, at populariteten blandt andet skyldes, at adskillige danskere har haft en oplevelse med en hjemløs hund i udlandet. "Mange har mødt en herreløs hund, der har fulgt dem i hele ferien, men som de ikke kunne få med hjem. Når de opdager, at de kan hjælpe en anden hund, så gør de det," siger hun.
Foreningerne arbejder i forskellige lande for at ændre mentaliteten omkring den manglende dyrevelfærd og sprede kendskabet til sterilisering. I den forbindelse bliver mange hunde adopteret til Danmark for omkring 2.000 kr. stykket.
Maja Siig fra foreningen Polske Hunde forklarer, at der for dem er to formål med at hente hundene. "Det giver et minimalt overskud, som går til hundene i Polen, og samtidig spreder hundene budskabet om vores arbejde, når de bliver luftet, og folk spørger, hvor hunden kommer fra." Både Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse fraråder, at foreningerne adopterer hunde til Danmark. "Hundeadoption er problematisk, fordi hundenes opvækst er foregået uden for menneskers rækkevidde. Hundene kommer ikke til at opleve mennesker som en flok, de skal være en del af," siger Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub". (Kilde: jp.dk 22.02.06).

Hunde og katte har tandproblemer
"Et stigende antal hunde og katte bliver behandlet for tandsygdomme. "En tandrensning ender ofte med, at vi hiver mellem to og otte tænder ud. Nogle gange flere, hvis det er en ældre hund", siger Alfred Mølgaard, dyrlæge.
Det er fremtiden for det stigende antal hunde og katte, der får konstateret paradentose - en smertefuld betændelsestilstand, der angriber tandkødet, og i sidste ende får tænderne til falde ud, skriver dagbladet URBAN i dag. "Det er et stort problem. Tal fra USA har vist, at 80 pct. af alle hunde og katte over tre år har brug for akut hjælp til at holde deres mund ren. Og tendensen er den den samme i Danmark," siger dyrlæge Trine Venø, bestyrelsesmedlem i Dansk Veterinær Dental Selskab.
Dyrlæge Alfred Mølgaard fra Silkeborg Dyrehospital har specialiseret sig i kæledyrs tandpleje. "Hver eneste dag ser vi patienter, der har brug for hjælp. En tandrensning ender ofte med, at vi hiver mellem to og otte tænder ud. Nogle gange flere, hvis det er en ældre hund," siger han. "Det påvirker deres selvværd, fordi de ikke kan gribe fat i pinde og bolde på samme måde som tidligere," siger Alfred Mølgaard og tilføjer, at daglig tandbørstning er løsningen på de ømme gummer". (Kilde: jp.dk 03.02.06).

Merlin - hunden der kæmper med leoparder
Hundeleksikon.dk har fået tilsendt et foto af den anatolske hyrdehund Merlin. I Afrika bruges denne hunderace til at holde rovdyr fra farmene. Merlin har arbejdet på en farm i Namibia, hvor han hele 2 gange har været i kamp med en leopard. En anatolsk hyrdehund viger ikke tilbage for noget, når den skal vogte ejerens får og kvæg. Denne hyrdehunderace formidles til farmere i Sydafrika af f.eks. Cheetah Outreach, for at redde geparden fra at uddø. Cheetah Outreach er en lille organisation i nærheden af Cape Town, hvor der findes 10 geparder. Nogle af dem tages med ud til skoler, hvor børnene får lov at røre ved dem. Gennem bl.a. undervisning håber man at kunne sikre gepardens fremtid.
Det vides ikke om der findes anatolske hyrdehunde i Danmark og det er heller ikke sikkert at de vil finde sig til rette som familiehunde, da hunderacen efter kort tid vil beskytte familienmedlemmer så meget, at ingen får lov at komme i nærheden af dem.

Har hunde en sjæl?
En undersøgelse viser at 80% af alle hundeejere tror at hunde har en sjæl. Blandt ikke-hundeejere er der ligeledes 80% der tror at hunde har en sjæl og altså ikke bare er "dyr" i den gængse forstand.

Bøde for hundens efterladenskaber
"Grundejere risikerer at skulle betale bøde for, at hundeejere ikke samler deres hunds efterladenskaber på for­tovet op. Det fortalte Radio VLR i går, og det vil folketingsmedlem Bjørn Medom Nielsen (S) nu, have justitsmi­nister Lene Espersen (K) til at se på".
"En hund vil på offentlige veje altid være ejerens ansvar. Hvis en hundeej­er 'laver noget' på en offentlig vej, så vanker der bøde, men det er gratis hvis en hund gør det samme, og det bør det altså ikke være," siger Bjørn Medom Nielsen. Han forventer, at ministeren vil komme med et forslag til en ændring af loven, så hundeejere forpligtes til at rydde op efter deres hund på offentlige veje" (Kilde: tv2.dk 07.03.06).

Hvor hurtigt løber en greyhound?
Hunderacen greyhound anvendes til hundevæddeløb, altså sprint over korte distancer. Under et sådant løb kan en greyhound nå op på en hastighed på ca. 70 km/t.

"Til min gravhund" er Prins Henriks hyldest til hunden
Prins Henrik har to gravhunde med navnene Vega og Evita og har netop udgivet digtsamlingen: "Hviskende brise" på Poul Kristensens Forlag. Digtet: "Til min gravhund" er tilegnet Prins Henriks afdøde hund.

Til min gravhund

Du er min egen stjernehund
med bepotede vinger
snavs klæbende til dine bringer
som mestrer den kunst
at løbe stærkt og vride dig
som en hunkat i brunst.

Jeg elsker at stryge dit skind
og se din pels blive glat.
Du viser din stolthed ved
som den første at fare af sted.
Øjnene lyser af iver
de spidse tænder river
du flænger og flår i sandt raseri
i stort og småt
som kommer forbi.

Kærlige
Særlige
herlige hund
klap vil du have.
Stolt som en pave
modtager du skænd
som en nådegave.

Reference:
Uddrag fra digtsamlingen "Hviskende brise" af forfatter Prins Henrik. Forlag: Poul Kristensens Forlag


Copyright Københavns Dyrehospital © 2002-2008